Henrik Ibsens skrifter

Skønt en af Deres nærmeste slægtninge, frygter jeg dog med god grund for at blive halvvejs betragtet som en fremmed når De herude fra det fjerne modtager disse linjer fra mig. For udenforståendes øjne ser det jo også ud som om jeg frivilligt og med forsæt havde gjort mig fremmed for min slægt eller ialfald engang for alle fjernet mig fra den; men jeg tror jeg tør sige at ​ubønhørlige omstændigheder og forholde heri fra først af havde den væsentligste del.

Anledningen til at jeg idag tilskriver Dem, kære onkel, vil De naturligvis let gætte. Af udenlandske aviser, og dernæst gennem ​et brev fra Hedevig, erfarer jeg at ​min gamle fader er gået bort, og jeg føler en trang til at udtale min hjerteligste tak til alle dem af familjen, som kærligt har bidraget til at lette ham så mange år af hans liv, og som derved har på mine vegne eller i mit sted påtaget sig, hvad jeg ​lige indtil den nærmeste fortid ikke vilde have set mig istand til.

​Fra mit 14de år var jeg henvist til at sørge for mig selv; jeg har i lange og mange tider måttet kæmpe hårdt for at bryde mig min bane og nå did hen, hvor jeg nu står. At jeg i alle disse kampens år så yderst ​sjelden skrev hjem, havde sin væsentligste grund i at jeg ikke formåede at være mine forældre til hjælp og støtte; jeg syntes det var ørkesløst at skrive, hvor jeg ikke faktisk og praktisk kunde handle; jeg håbede stadig på at mine forholde skulde bedre sig; men det skede meget sent og for ikke længe siden.

En stor trøst var det mig derfor at vide mine forældre, og nu senest min gamle fader, omgiven af kærlige slægtninge. Og når jeg nu frembærer en tak til dem alle, som har rakt de bortgangne en hjælpsom hånd, så gælder denne tak også for den hjælp og lettelse jeg derved har fundet på min livsvej. Ja, kære onkel, lad det være Dem sagt, og sig det igen til de øvrige slægtninge, at hvad de alle i kærlighed har påtaget sig af min pligt og min skyldighed, det har i en væsentlig grad støttet mig under min higen og stræben og bidraget til at fremme, hvad jeg har udrettet her i verden.

Under ​mit sidste besøg i Norge følte jeg en stærk lyst til at besøge Skien og da navnlig min slægt; men jeg følte også en stærk utilbøjelighed til at komme i nærmere berørelse med ​visse dersteds herskende åndsretninger, som jeg sletikke føler mig beslægtet med, og med hvilke et sammenstød let kunde have fremkaldt ubehageligheder eller ialfald en misstemning, som jeg helst vilde undgå. Jeg har imidlertid ingenlunde opgivet tanken om ​engang at få se mit gamle barndomshjem igen. Om et år blir min søn student her, og vi kan da vælge vort opholdssted, hvor vi vil. Rimeligvis går vi først for en kortere tid til Italien igen og ​tager derefter bolig i Kristiania, skønt jeg frygter for at jeg ikke i længden vil kunne trives eller arbejde i Norge. De forholde, jeg her lever under er langt gunstigere; det er den store verdens forholde med ​åndsfrihed og med et vidt syn på tingene. Men på den anden side kræver jo disse forholde betydelige offre af forskællig slags.

Vedlagt sender jeg Dem mit fotografi. Det er nu 27 år siden vi såes og De vil naturligvis ikke kunne kende mig igen; men jeg håber vi skal opleve den dag, da familjen kan få anledning til personlig at overbevise sig om billedet ligner originalen eller ikke.

Og hermed, kære onkel, vil jeg slutte. Modtag selv og bring familjen de hjerteligste hilsener fra